Krydret spidskålsalat

IMG_20150817_183610-01-01

 

Så begynder dagligdagen igen efter ferien, og der har derfor været lidt stilhed herinde, men nu er det slut det lover jeg! 😀

Jeg lavede i sidste ugen denne super lækre salat, og lagde den op på min instagram.
Den er rigtig nem at lave, smager super godt, og er rigtig lækker som tilbehør til stort set alt, så hvis du ikke ved hvad du skal lave af salat til aftensmaden, så er denne et rigtig godt bud, uanset hvad du skal have.

Jeg lavede den har til fiskefrikadeller, og synes generelt den er rigtig god til fisk 🙂

Opskrift:

2 pers.

½ spidskål skåret i strimler
1 forårsløg
1 æble
25 g saltede peanuts

Dressing:
2 store spsk. skyr
½ tsk. chilisauce eller efter smag
1 tsk. akaciehonning
Salt og peber
Evt. 1 spsk. mayonnaise hvis den ønskes mere cremet

Alle ingredienser til dressingen blandes sammen, og grøntsager skæres og kommes ned i og blandes rundt. Peanuts drysses/hældes til sidst ud over.

Velbekomme 🙂

Proteinpandekager med banan og vanilje

IMG_20150816_120158

 

Disse lækre proteinpandekager, er perfekte som lækker morgenmad en dag hvor man har ekstra god tid eller hvor man gerne vil hygge sig lidt ekstra. De mætter utroligt godt og indeholder rigtig meget godt protein, men de er også lidt kalorietætte, så hvis man er på meget stram kur eller noget, så er det måske ikke den bedste morgenmad.. I hvert fald ikke for tit.
Vil dog mene at det vil være en super god cheat-day morgenmad, så man stadig får en god solid og sund bund, men stadig har fornemmelsen af at ‘snyde’ lidt og forkæle sig selv 🙂

Server med frisk frugt, bær, nødder og akaciehonning eller forskellige former for sukkerfri topping.

Opskrift:
2 personer

Ca. 6 stk. mellemstore pandekager

2 bananer
3 æg
1 dl havregryn
1 scoop vanilje proteinpulver (brugte denne her)
½ tsk. bagepulver (kan udelades)
½ tsk. stødt kardemomme eller andet, fx kanel eller ingefær
½ tsk. salt

Kokosolie til stegning

Bland alle ingredienser sammen evt. i blender, eller i skål – mos banan med en gaffel, bland æg i, og derefter resten af ingredienserne. Put kokosolie på en pande, og steg pandekagerne til de er fine gyldne.

Velbekomme! 😀

IMG_20150816_120143

 

1 scoop proteinpulver = 28 g

Personen Bag

Velkommen til min blog!

Jeg hedder Stine, er 23 år gammel og bor i Odense C sammen med min kæreste gennem 6 år, og vores to katte.
Jeg studerer til daglig ernæring og sundhed i Sorø, og har gjort det siden sommeren 2014.

Jeg studerede først til kiropraktor – derfor bosat i Odense – men det var bare ikke rigtig mig alligevel, og derfor kom jeg hen hvor jeg er nu.
Det giver egentlig rigtig god mening for mig, at det nu er det jeg læser – både fordi jeg nu kan mærke det er det helt rigtige, og er mega spændende, men også fordi jeg altid har interesseret mig helt vildt for mad, så hvorfor ikke bringe det ind i min uddannelse? Kan set i bakspejlet ikke helt forstå at jeg ikke fandt på det noget tidligere 😉

Min helt store passion er helt klart madlavning og desserter! Jeg E L S K E R at lave lækker mad, finde på nye og spændende ting, og servere det for familie og venner. Derudover er desserter og kager noget af det bedste jeg ved. Jeg kan bruge flere timer på at gå og planlægge hvad jeg skal lave, finde inspiration til det, og ikke mindst gå og nusse om en dessert eller kage og pynte den rigtig fint.

Noget jeg også er begyndt at interessere mig for, også i form af det jeg studerer, er S U N D dessert. Jeg har altid forhen været af den tro, at dessert og kage skulle være usundt for at smage godt, men der er jeg meget hårdt blevet omvendt, hvis man kan kalde det det, for det er i hvert fald ikke rigtigt. Sunde desserter kan smage fantastisk, hvis de bliver lavet på den rigtige måde, og somme tider kan man slet ikke smage forskel.

Så nu går jeg hele tiden og overvejer hvordan jeg kan gøre ting sundere og stadig få det til at smage fantastisk.
Dette er også en god ting, da jeg også går og gerne vil tabe mig, og det jo så derfor ikke går at spise kage og søde sager hele tiden 🙂

Men igen, velkommen hertil. Håber I vil blive inspireret af nogle af mine opskrifter og indlæg om alverdens ting fra mit liv og min hverdag, og spørg endelig hvis der er noget I er i tvivl om 🙂

Knus Stine 

Spidskålsalat med æbler og soyamandler

IMG_20150814_180456

Selvom sommeren og sommervejret er ved at gå på hæld, så kommer der alligevel her en rigtig lækker sommersalat, som er super simpel at lave, men smager rigtig lækkert og friskt. Jeg er af den tro, at hvis vi bare bliver ved med at holde fast og tro på at vejret fortsætte, så gør det, det nok. Det virker dog ikke altid, men det skal ikke ødelægge mit sommer-køkken 😉

Lavede den til 3 personer i dag, og der var stadig lidt tilovers 🙂

Opskrift:

½ spidskål skåret i tynde strimler
1 æble skåret i tynde skiver
3 små forårsløg skåret i skiver
1-2 spsk. sesamfrø
30 g mandler
2 spsk. soya

Dressing:
2 spsk. olie
3 tsk. balsamico eddike
2 fed hvidløg
2 tsk. citronsaft
Salt og peber

Soyamandler:

Hæld mandler på en tør pande og tilsæt soya. Lad simre indtil soyaen er fordampet og tag dem så af og lad dem køle ned.

Dressing:

Hæld alle ingredienser i en skål og bland godt, så olie og eddike er ‘slået’ til små stykker som blander sig sammen. Smag til med salt og peber.

Salat:

Bland spidskål, æble og forårsløg i en skål eller et fad. Hak soyamandler groft. Lige inden servering hældes dressing over, samt mandler og sesamfrø og det hele blandes rundt, eller serveres som det er.

IMG_20150814_180448

 

God fornøjelse 😀

Grove Fuldkorns Pølsebrød

IMG_20150812_193332-01

 

De her lækre grove pølsehorn er perfekte som et lækkert eftermiddagsmåltid når den lille sult melder sig, eller til at tage med i madpakken. Det at de er grove er med til at gøre, at man ikke kan spise så mange af dem (medmindre man er min kæreste), og de holder derfor også i længere tid. Jeg plejer at fryse nogen af dem ned imens de er helt friske, når de lige er kølet af – på den måde har du, når du tager dem op, helt friske pølsehorn igen. Hvis de ligger for længe inden de bliver frosset bliver de tørre, og det hjælper nedfrysningen i hvert fald ikke på. Resultatet bliver derfor meget tørre pølsehorn, som ingen faktisk rigtig gider at spise.

Der bliver til 10 stk. i denne opskrift, men man vil sagtens kunne strække dejen til en 12-14 stykker hvis man ruller den tyndere ud – så kommer de bare ikke nær så tyk dej omkring hver pølse, men hvis man ikke er så vild med det, så er det jo en god løsning 🙂

Der er, som I ser, honning i opskriften, og så tænker I nok: ‘honning i pølsebrød!?’, men tro mig, det gør virkelig noget godt for dit bagværk. Det er nemlig sådan, at gæret, som jo gør at din dej hæver og bliver dejlig blød og luftig, har brug for nogle forskellige ting for at kunne leve/gro i din dej, såsom varme – derfor lunkent vand – helst 37 grader – og hævning lunt sted, og derudover skal den bruge noget at leve af eller spise – sukker. Hvis ikke gæret har noget at leve af, vil dejen ikke hæve på samme måde, eller det vil i hvert fald tage længere tid, og den vil blive mere kompakt og ikke nær så ‘blød’. Derfor bruger jeg en smule honning i opskriften, kunne have brugt ‘rigtig’ sukker, men det vil jeg helst undgå, så derfor er honning det næstbedste.

Hvis man slet ikke ønsker at have nogen form for sukker i sine pølsebrød, kan det godt udelades – brødene vil stadig smage ens.Hvis man derimod ikke er så ‘bange’ for at få lidt sukker i, så gør det – jeg synes i hvert fald at det gør en forskel. Man kan også sagtens putte mere i hvis man vil, det gør det kun bedre fx 2-3 spsk. så bliver dit gær rigtig glad, og der vil tydeligt kunne ses en forskel i hævningen.

Jeg bruger også mere sukker eller honning når jeg bager de traditionelle bløde morgenboller eller søde boller, for det er bare bedre med en rigtig blød og luftig bolle frem for en kanonkugle 😉

Opskrift:

10 stk.

½ pakke gær
3 dl lunkent vand
2 spsk. olie
2 tsk. groft salt
1 lille spsk. honning
4 dl fuldkorns ølandshvede
1 ½ dl hvedemel
10 pølsehornspølser, almindelige halverede pølser eller kyllingepølser

Ketchup eller andet til at ‘smøre’ med eller putte i. Prøv fx med ost eller tomatpuré med basilikum eller oregano
1 æg til pensling
Birkes, sesamfrø, solsikkekerner eller andre kerner til at drysse ovenpå.

1. Gær opløses i vandet, og salt, olie og honning røres i. Herefter blandes de øvrige ingredienser i – dejen skal være blød, men uden at være alt for klistret.

2. Lad det hæve tildækket et lunt sted i minimum 45 minutter og gerne mere.

3. Tænd ovnen på 200 grader. Rul dejen ud på et meldrysset bord til en rund form, og del den op i 10 ‘pizza-stykker’.

IMG_20150812_175245-01

 

4. Smør hvert stykke med ketchup, og rul pølsen i fra den brede enden ind mod midten.

5. Læg dem på en bageplade med bagepapir, pensel med æg og drys med de ønskede kerner (jeg brugte birkes og sesamkerner).

6. Bag midt i ovnen ved 200 grader i ca. 15 min. til de er let gyldne. Lad køle af på en rist.

IMG_20150812_193256-01

God fornøjelse 🙂