IMG_20150807_223256

 

Jeg, som mange andre E L S K E R cheesecake!! Det er simpelthen den mest fantastiske kage, og man kan lave så mange forskellige variationer af den. Det eneste minus(nogen gange) er, at det kan være noget af en kaloriebombe, og det er derfor ikke lige hver dag man kan tillade sig at klaske sådan én sammen.

Netop af denne grund ville jeg forsøge mig med en sundere udgave af cheesecake, og den blev afprøvet i selskab af mine skønne, ligeså cheesecake-elskende veninder(der findes ikke bedre kritikere), som godkendte den, og gav den topkarakterer.

Jeg var lidt skeptisk først da jeg søgte lidt rundt for inspiration forskellige steder, for jeg har det lidt sådan, at når noget er godt, og især SÅ godt, så kan man ikke pille ved det uden at det går galt, og man slet ikke får den rigtig fornemmelse og følelse som man gik efter – men jeg blev dejligt overrasket!

Den er dejlig frisk i smagen, og er sundere, da den hverken indeholder sukker, mel eller smør, og det traditionelle 18% creme fraiche eller fløde er blevet erstattet af skyr, som både er fedtfattigt, men også meget proteinrigt, hvilket gør, at det også mætter bedre, og man derfor ikke kan spise nær så meget af det. Det er også med til at gøre, at kagen ikke føles nær så tung, og istedet mere frisk.

Godt nok har man ikke den samme knasende fornemmelse i bunden som når den bliver lavet rigtigt med digestive kiks, men hvis man leder efter et sundere alternativ, så vil jeg mene at det her er et rigtig godt bud, jeg selv elskede den, og også den skeptiske side af mig var godt tilfreds med resultatet.

Jeg kom den i nogle fine glas, både for at styre portions størrelsen, men også så jeg var fri for at bruge husblas. Dette gør også, at cheesecaken sagtens kan laves samme dag som den skal serveres, da den ikke skal stå i mange timer, eller natten over for at stivne.

Opskriften giver 3-4 glas

Bund:

70 g dadler (jeg brugte tørrede)
90 g mandler
2 spsk. peanutbutter crunchy (jeg bruger denne)
1-2 spsk. vand

1. Hæld alle ingredienser i en foodprocessor eller blender og blend ca. 2 min, hvis massen er meget ‘tør’ kan der tilsættes lidt ekstra vand(ikke for meget) og køres igen.

2. Fyld 2-3 spsk. af bunden i glasset, evt. lidt af gangen, og mas den sammen med en ske eller noget andet. Hvis der er bundmasse i overskud, kan man evt. fylde mere i og få en tykkere bund hvis det ønskes.

Ostemasse:

200 g philadelphia light
250 g skyr
saft og skal fra 1 øko lime
1 spsk. sukrin eller andet sødestof
2 spsk. proteinpulver med vanilje (brugte denne, men kan udelades)
½ tsk vaniljepulver

1. Alle ingredienser puttes i en skål og piskes indtil en ensartet masse.

2. Ostemassen fyldes i glassene – start med at fylde det samme i hvert glas, og bliv ved med at gøre dette indtil massen er opbrugt, på den måde sikrer du at der kommer lige meget i alle glas, og at der ikke kommer for meget i det første og så ikke nok i det sidste.

3. Sæt massen på køl indtil servering, hvor den valgte topping kommes på. Jeg har her brugt ribssirup, da det er et dejligt sommerbær, som er i sæson lige nu, men man kan vælge det man har lyst til når det kommer til topping – friske bær, frugt, kompot eller en anden form for sirup som fx rabarbersirup.
Top med frisk hakket mynte og nyd 🙂